Ældrekommissionen lægger vægt på selvbestemmelse og aktiv inddragelse. Det er værdier, Holbæk Kommune siden 2010 har arbejdet ud fra.
Kendskab til ønsker, interesser og livshistorie er meget vigtig for at kunne tilrette plejen til den enkelte borger.
Ældrekommissionen blev nedsat i forbindelse med finansloven for 2011 for at undersøge, hvordan man kan øge livskvaliteten for beboere på plejehjem. Kommissionen har nu offentliggjort den afsluttende rapport og en række anbefalinger.
Holbæk Kommune har nærlæst rapporten og konstateret, at man allerede gør de fleste af de ting, kommissionen anbefaler.
- Vi har de sidste par år arbejdet ud fra værdier om selvbestemmelse og borgens aktive deltagelse, og vi er godt i gang med at omsætte værdierne til konkrete forbedringer i både hjemmeplejen og på plejecentrene, forklarer Birgit Becker fra Ældreområdet i Holbæk Kommune.
Mit hjem – Mit liv – Min hverdag
I hjemmeplejen har indsatsen Mit liv – Min hverdag været i gang siden sommeren 2011. Mit liv – Min hverdag indebærer, at hjemmeplejen ikke blot udfører passiv pleje og praktisk hjælp, men i stedet hjælper borgeren til at udføre opgaverne selv. Vejen dertil er et målrettet træningsprogram, som borgeren og en genoptræningsterapeut laver i fællesskab.
- Det er af stor værdi for borgerne at være selvhjulpne længst muligt. Vi kan vel alle sætte os ind i, at det er rart at kunne klare dagligdagens opgaver selv, i stedet for at en kommunal medarbejder skal hjælpe med for eksempel bad, toiletbesøg og madlavning, fortæller Birgit Becker.

På kommunens plejecentre har der siden 2010 været fokus på borgerens liv i hjemlige omgivelser og på at indrette hverdagen efter den enkeltes ønsker. Er vedkommende glad for et bestemt tv-program, skal medarbejderne naturligvis huske at tænde for det, og var personen tidligere kirkegænger, skal vedkommende have mulighed for at deltage, når der er gudstjenester på plejecentret.
- Kendskab til ønsker, interesser og livshistorie er meget vigtig for at kunne tilrette plejen til den enkelte borger. Derfor er vi meget tilfredse med, at det indgår i kommissionens anbefalinger, siger Birgit Becker.
Indsatsen på plejecentrene vil i den kommende tid blive kombineret med Mit liv – Min hverdag. Da hjemlige omgivelser således fortsat er højt prioriteret, vil indsatsen her få titlen Mit hjem – Mit liv – Min hverdag.