Spring til indhold

Olietanke over 6000 liter

Er du ejer eller bruger af en olietank på 6000 liter eller derover, er der regler, som du skal være opmærksom på.

Krav til olietanke over 6000 liter

Forbrugsmåler eller timetæller

Der skal være påmonteret forbrugsmåler eller timetæller på tanken og der skal føres et forbrugsregnskab, så målingerne kan sammenholdes med tidligere pejlingsresultater. Regnskabet skal på forlangende forevises kommunen.

Inspektion og tæthedsprøvning

Fra 31. marts 2010 blev det indført at enkeltvæggede ståltanke skal inspiceres og tæthedsprøves af en særlig sagkyndig. Tankens rør skal også tæthedsprøves.

Tanke med indvendig korrosionsbeskyttelse inspiceres og tæthedsprøves mindst hvert 10. år. Tanke uden korrosionsbeskyttelse inspiceres og tæthedsprøves mindst hvert 5. år.

Udførelse og dokumentation for inspektionen og tæthedsprøvningen af tank og rørsystem skal overholde samtlige krav i oliebekendtgørelsens bilag 9.
Her finder du link til olietankbekendtgørelsen

Kommunen anbefaler, at inspektion og tæthedsprøvningen foretages af et firma, som er godkendt af PUFO (Prøveudvalg for olietanke), da kun et sådan firma må renovere og udbedre skader på tanken.

Der skal efter inspektionen og tæthedsprøvningen laves en tilstandsrapport, som hurtigst muligt skal sendes til Holbæk Kommune.

Udskiftning af nedgravede stålrør

Alle nedgravede væskeførende rør af stål tilknyttet nedgravede anlæg på 6000 l eller derover, som ikke er galvaniserede eller omfattet af effektiv katodisk beskyttelse, skal udskiftes med typegodkendte rør senest 30 år efter installation.

Ny olietank, sløjfning eller fjernelse af olietank

Du skal udfylde en anmeldelse ved etablering, sløjfning eller fjernelse af olietanke. For at anmelde olietanke skal du bruge Byg og Miljø. Byg og Miljø er en selvbetjeningsløsning som guider dig igennem anmeldelsesprocessen og sørger for at hjælpe dig med at få de korrekte oplysninger og dokumenter sendt til kommunen.



Feedback

Sidst opdateret

27.04.2023

Ansvarlig redaktør

Runa Cecilie Lund Sørensen

Olietank - rettelse til BBR

Er der forkerte oplysninger i BBR om din olietank?

Du er som ejer af en ejendom forpligtet til at sørge for, at BBR-registeret indeholder korrekte oplysninger - også om din olietank.

Hvis der er forkerte oplysninger, kan du via selvbetjeningsløsningen "Ret BBR" give os besked.

Skal du sløjfe eller fjerne en olietank, skal du bruge selvbetjeningsløsningen "Byg og Miljø".