Spring til indhold

Fugl Fønix i Tølløse

For seks år siden samlede en gruppe borgere fra Tølløse sig for at tage temperaturen på deres by og begynde et frivilligt arbejde, der skulle skabe lokalt liv. Mød Jens Algot, en af personerne bag.

Det er den 11. marts 2014, og selskabslokalet i Tølløse Hallen summer af liv. De runde borde er dækket, kaffen bliver delt rundt, og snakken går lystigt mellem de cirka 50 borgere og virksomheder, der er mødt op.

Ejendomsmæglerne på Tølløsevej Jens Algot og hans hustru Lone har taget initiativ til aftenens møde, og de kigger et kort øjeblik på hinanden, før Jens rejser sig op.

”Ja, altså... vi har ikke rigtig nogen planer for aftenen. Vi tænkte bare, at det ville være en god idé at samles og tale lidt sammen. Se hvad der sker,” siger han og kigger rundt i forsamlingen.

Flere nikker og udveksler anerkendende blikke. De er alle dukket op, fordi de synes, at det er på tide at gøre noget. At de er nødt til at ’tage temperaturen på Tølløse’, som de siger. Se om der stadig er liv og ånd i deres nabolag efter kommunesammenlægningen. Efter flere år med butikslukninger, et mærkbart dyk i det lokale sammenhold og månedsvis af støv og stilladser fra de store byggerier, der konstant er i gang.

Det er ikke så meget de ting, vi endte med at gøre og stable på benene, der er det vigtige. Det er selve bevægelsen, der er historien om den aften. Vores lyst til at gøre noget i fællesskab. Revolutionsdagen her i Tølløse var den 11. marts 2014

”Vi havde egentlig kun indkaldt de forretningsdrivende den aften, men det viste sig, at der var mange flere, der var interesseret i at være med. I stedet for de cirka 20-30 mennesker, vi havde forventet at se, kom der 50 – og vi kom hurtigt til at tale om meget andet end forretningslivet. Vi kom til at tale om fremtiden, om alt det vi ønskede at ændre – ja ... vi talte vel i grunden om byens ve og vel,” siger Jens Algot og læner sig tilbage i stolen i det lokale kulturhus ”No1”.

”Det, vi startede den aften, var en bevægelse. En genrejsning af Tølløse. Tiden var moden til det, og vi var alle klar til at gøre en indsats. Vi ønskede at rejse vores by og at skabe fællesskab omkring den,” siger han og fortæller, at mødet blev startskuddet på foreningen ’Fællesskab Tølløse’, et hold meget engagerede borgere og det kulturhus, han nu sidder i.

”Det er ikke så meget de ting, vi endte med at gøre og stable på benene, der er det vigtige. Det er selve bevægelsen, der er historien om den aften. Vores lyst til at gøre noget i fællesskab. Revolutionsdagen her i Tølløse var den 11. marts 2014,” siger han og smiler.

Vi har ansvar for hinanden

Jens Algot er født i 1951 på et lille landsted i Algestrup seks kilometer nord for Tølløse. Hans farfar havde bygget gården, og hans far overtaget den, som det sig hør og bør i en familie, hvor ’slægt skal følge slægt’, som han siger.

Alle bidrog med det, de kunne – vi børn skrabede roer til hestene, vandede køerne og hjalp min mor i køkkenet. Det var en oplevelse af, at alle bidrager med det, de kan – og at de er forpligtet til det.

Hans familie var alle en del af et arbejdende fællesskab, hvor alle kendte deres pladser i dagligdagen. Hans mor var hjemmegående og hvis hun ikke var i køkkenet, så gik hun i marken og hakkede roer. Hans far ordnede marker og dyr – og Jens og hans to ældre brødre og ene ældre søster hjalp til, hvor de kunne.

”Der var ligesom et årshjul, der kørte. Efterhånden som man blev ældre, tog man hårdere og hårdere fat. Alle bidrog med det, de kunne – vi børn skrabede roer til hestene, vandede køerne og hjalp min mor i køkkenet. Det var en oplevelse af, at alle bidrager med det, de kan – og at de er forpligtet til det,” siger Jens, der mener, at hans opvækst og de små kår på landet, har været med til at lægge kimen til alt det frivillige arbejde, han laver i dag.

”Den der opvækst, den sætter sig jo i ens virkelighedsopfattelse. Jeg er overbevist om, at vi alle har et ansvar for hinanden – og uanset hvor lidt vi kan bidrage, så kan vi altid bidrage med noget,” siger han og tænker tilbage på en barndom, hvor alle kendte deres plads i hierarkiet – og hvor familien var et trygt men altså også arbejdende fællesskab.

Omsorg – ikke social kontrol

Jens var 7 år, da han begyndte i ’den stråtækte’ – Algestrups gamle landsbyskole – hvor 1.-3. årgang gik i én og samme klasse, blev undervist af den samme lærer og fik det, han kalder ’differentieret undervisning’.

”Vi var der alle sammen. Nogen gjorde noget, andre noget andet, men man var ligesom fælles om det – også selvom vi var 20-25 elever fra vidt forskellige kår. De fleste havde måske nok forældre, der lignede mine, men der var også arbejdere, socialdemokrater, folk der drak ’bajere’. Folk, der ikke var venstremænd, som vi,” siger han og understreger, at der var både fordomme og klare politiske skel i hans barndom.

”Mine forældre var ikke slemme, men der blev set på, hvem man legede med. Det lå lidt i luften. Selvom vi ikke rigtig diskuterede politik derhjemme, så sørgede vi alligevel for at vores egne partimedlemmer kom frem til valglokalet, når der var valg. Vi kørte dem, vidste at de stemte på Venstre, og at det var vigtigt at få dem med,” siger han og tilføjer, at også her var der en følelse af fællesskab.

Der var omsorg – ikke social kontrol men dog en følelse af, at alle holdt øje med hinanden og sørgede for at hjælpe, hvis der var brug for det.

Afstraffelse og fællesskab

Efter 3. klasse flyttede Jens til Centralskolen i Vipperød, hvor hele oplandet blev samlet i 7 klasser med cirka 20 børn i hver. Skolelederen var af den gamle skole, og Jens mindes en tid, hvor det var i orden at straffe børn korporligt.

”Vi var alle sammen rigtig bange for ham der skolelederen, og jeg husker, hvordan vi skulle stå i lange lige rækker og klassevis i frikvarteret for at være vidne til eventuelle afstraffelser. Her så vi ham så komne op, se meget streng ud i ansigtet og uddele øretæver. Afstraffelsen og en afhøring skete foran os alle – og jeg var meget chokeret,” siger Jens, der dog aldrig selv var én af dem, der blev offentligt afstraffet.

”Min mor sagde altid, at jeg var ’sådan en sød dreng’. Jeg kom aldrig rigtig i ballade, gik nok mest og tullede for mig selv, var ikke oppe og slås som nogle af de andre drenge. Men jeg husker til gengæld, at vi havde en dreng i klassen, der var slem til at mobbe. En dreng, der sikkert har måttet kæmpe med sit, men som en dag også fandt på at mobbe mig,” siger Jens, der stadig den dag i dag kan huske følelsen af, hvor forfærdeligt det var ikke at være en del af fællesskabet.

En kæde af tilfældigheder

Mobberiet holdt heldigvis hurtigt op, og generelt set føler Jens, at hans seneste knap 70 år har været præget af tilfældige men overvejende gode oplevelser.

Jeg er vokset op i flere forskellige fællesskaber. Jeg har både været en del af et trygt naboskab men også en del af et kirkefællesskab, hvor der er et fast holdepunkt og en aktiv måde at udleve sit liv på.

Efter endt skolegang fik han arbejde i Sparekassen, blev der i 10 år, sprang kortvarigt ud i det private erhvervsliv men vendte så atter tilbage til Sparekassen. Han studerede finansiering, regnskab og personaleledelse – og begyndte så til sidst at læse til ejendomsmægler om aftenen.

”Jeg er vokset op i flere forskellige fællesskaber. Jeg har både været en del af et trygt naboskab men også en del af et kirkefællesskab, hvor der er et fast holdepunkt og en aktiv måde at udleve sit liv på. Troen og familien har altid givet mig styrke i hverdagen, et fast holdepunkt og fred med mange ting. Som ung mand blev jeg selvstændig erhvervsdrivende – nok fordi jeg var kritisk over for mange af de ting, der sker i erhvervslivet... og fordi jeg gerne ville gøre det, jeg selv fandt vigtigt. Jeg ønskede ikke bare at være ansat et sted, hvor der var en allerede

bestemt politik, man skulle følge,” siger Jens, der mødte sin hustru i Sparekasseårene og sammen med hende fik tre børn, der alle voksede op i lokalområdet.

Behov for frivilligt fællesskab

Som Jens husker det, så var hans børns barndomsby, Tølløse, en anden og mere driftig handelsby, end den er i dag. Der var en handels- og håndværkerforening som de fleste erhvervsdrivende var medlem af, - og en overgang på godt 20 år, hvor Lone og hans ejendomsmæglerforretning blev en del af en kæde, før de igen valgte at stå på egne ben.

Kigger man på det hele sådan lidt oppefra, så bliver man altså både stolt og ydmyg over alt det, vi har været med til at skabe sammen. Det har virkelig været en fornøjelse og en helt utrolig stor glæde at have været med til at genrejse Tølløse.

I 2013 – året før det famøse møde i Tølløsehallen – fravalgte de afhængigheden af andre og blev sig selv igen under navnet ”algot – ejendomsmæglere MDE” på Tølløsevej.

”Jeg er et produkt af en familie og en kirke drevet af fællesskab, etik og omsorg. Jeg er fra et lille landsbysamfund, hvor man opfører sig ordentligt, fordi man ved at rygterne løber stærkt, og fra en tid, hvor man passer på hinanden, ” siger Jens og tilføjer, at det måske er derfor at det er så vigtigt for ham at være både selvstændig og frivillig.

”Det er nok en del af mit dna. Jeg føler den der forpligtelse til frivillighed. Og mødet tilbage i 2014 – det viste virkelig, hvor meget vi kan gøre, hvis vi arbejder i fællesskab,” siger han og smiler ved tanken om alle de ting, der skete allerede i år 1 efter mødet.

”Vi holdt mødet i marts, stiftede foreningen i august – og lavede et event, hvor vi solgte folkeaktier for 200.000 kroner i april året efter. Da der var gået et år, kunne vi indrette kulturhuset og begynde at lancere koncerter og holde foredrag,” siger Jens og holder en lille pause, før han fortsætter:

”Kigger man på det hele sådan lidt oppefra, så bliver man altså både stolt og ydmyg over alt det, vi har været med til at skabe sammen. Det har virkelig været en fornøjelse og en helt utrolig stor glæde at have været med til at genrejse Tølløse,” siger han.

 



Feedback

Sidst opdateret

26.05.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin