”Jeg er familiens Drama Queen”

Lille 7-årige Katrine står sammenbidt og rødkindet på toppen af den østrigske piste. Hendes krop er spændt, hænderne knuger om skistavene og læberne er formet til en tynd streg.

”Nej, jeg vil ej!” siger hun mellem sammenbidte læber og stamper stædigt i sneen med sine ski. ”Jeg vil ikke ned endnu, og du kan ikke tvinge mig!”

Katrines mor sukker. Kigger bedende på sin datter.

”Kom nu Katrine. Vi skal alle ned nu. Det har været en lang dag på ski. Vi skal ned og hygge os. Kom nu!”

Moren rækker hånden ud mod den lille pige, men Katrine kigger på hende med øjne, der er lige så isblå og bidende som kulden omkring dem. Sætter sig demonstrativt ned i sneen med sin lyserøde skidragt. Lægger stavene fra sig.

”Nej jeg vil ej. Jeg vil ikke ned! Du kan ikke bestemme over mig!” råber hun med et ansigt, der lyser af temperament og indestængt vrede, før hun folder armene over brystet og kigger demonstrativt væk.

Hendes mor ryster på hovedet og trækker vejret dybt ned i maven. Hun har nu forgæves forsøgt at få sin datter til at makke ret i 40 minutter. De andre fire familier og deres fem børn er for længst taget afsted.

”Kom nu Katrine! Vær nu sød!” siger hun en sidste gang, før hun vender om på hælen og giver op.

Temperament og skuespillertalent

”Jeg var et meget temperamentsfuldt barn, og jeg har hørt den der Østrig-historie rigtig mange gange. Hørt, hvordan min mor opgav at få mig med ned og overlod mig til én af de andres fædre. Han brugte så yderligere halvanden time, før det lykkedes at nå ind til mig. Jeg er nok verdens største Drama Queen,” siger 20-årige Katrine Kraul Ibsen fra Jyderup, der har masser af lignende historier at dele fra en barndom fyldt med stædighed og lysten til at gå sine egne veje.

Jeg husker meget tydeligt, at jeg kunne skrige højt og længe som barn, hvis jeg blev sur. Husker bevidstheden om, at jeg bare skulle sætte lyd på eller nægte at gøre, som de voksne sagde, så fik jeg min vilje.

”Som 7-årig spurgte jeg min far, hvad en skuespiller var, og da han forklarede, at det var én, der spillede nogle andre end sig selv, vidste jeg præcis, hvad han mente. Jeg var allerede en lille ’performer’. Super-teatralsk og meget manipulerende,” fortæller hun og tilføjer, at det der kreative og larmende ellers slet ikke lå til familien.

Den lille gårdejerfamilie, der for få år siden havde bosat sig i Jyderup, kunne se tilbage på en lang linje af landmænd og venstrefolk. De var mennesker, der så værdien i fornuftige uddannelser... såsom at blive præst eller læge.

”Når jeg sagde, at jeg ville være skuespiller, så tog de det faktisk ikke særligt alvorligt,” siger Katrine, der dog siden hen har fået familiens fulde opbakning til sit liv blandt de kreative fag.

Min mor er min rollemodel

Katrine kom til verden den 7. september 1999. Født ind i en familie, hvor moren var plantelærer og studievejleder på Høng Landbrugsskole, faren it-mand og broren langt mere målrettet og skoleegnet end hun.

”Christoffer læser medicin i dag, er super stærk på kontrol, lægger et program og følger det. Det kan jeg slet ikke. Det boglige har aldrig rigtig været mig,” siger Katrine og fortæller, at hendes barndom og liv på den lokale ’Adamsgård’ har været præget af hårdt arbejde, masser af leg og en bevidsthed om, at man kan, hvad man vil – hvis man vil det nok.

”Min mor har altid været min rollemodel. Jeg har aldrig mødt nogen, der arbejder så hårdt og stadig er så glad. Hun står op klokken seks om morgenen, fodrer dyr, ordner regnskab, tager på arbejde og står så klar med god mad, når vi andre kommer hjem. Og så synes jeg, at det er så sejt, at hun har bygget det hér landbrug op. Det var ikke en skid, da vi kom,” siger Katrine og smiler ved tanken om det barndomshjem, der på mange måder har givet hende en sund ballast og troen på, at det betaler sig at følge sine drømme.

Fritidslandbrug og arbejdsmoral

I det hele taget husker Katrine sin barndom i Jyderup som både tryg og meningsfuld. Da hun var to år gammel gik hendes forældre fra hinanden, men hendes far flyttede blot over på den anden side af marken i et lille hus, og hun følte aldrig, at hun mistede ham.

Senere hen mødte hendes mor sin nye mand, Frank, og det var sammen med ham, at hun for alvor udviklede Adamsgården. Lavede den om til et fritidslandbrug med alt, hvad hjertet begærer af gårdbutik, høns, hunde, katte og får.

”Jeg elsker at være dér på gården. Det er et smukt sted, hvor der kommer gæster hele tiden, og selvom det måske ikke er en vej, jeg ser for mig selv lige nu, så kan jeg sagtens værdsætte livet der,” siger Katrine og fortæller, at hun og hendes fire år ældre bror stort set er vokset op midt i familiepassionen.

De har været med ude på markeder for at sælge gårdens most, vine og mange sæsonprægede afgrøder. Kartofler, asparges og squash – ærter, hindbær og fårespegepølse.

Min kære mor og Frank er de meste engagerede mennesker, jeg har mødt. De er fuldtidsarbejdende, men hver dag finder de på noget nyt. De købte 20 hektar land, da de blev gift, dyrkede det og har fået det hele til at spille. Og de er kun to mennesker.

Vejen til skuespillet

Selvom Katrine allerede fra helt lille kunne underholde og lave grimasser i en sådan grad at folk altid sagde, at hun burde blive skuespiller, så var det først som 15-årig, at hun for alvor begyndte at forfølge interessen.

Teatergruppen ’Elverfolket’ i Holbæk holdt en audition i 2014, som Katrine deltog i. Hun gik i 9. klasse, havde dyrket gymnastik i flere år og da hun så, at årets forestilling var ’Fame – the musical’, slog hun til.

”Jeg husker tydeligt dagen, hvor rollerne kom op. Jeg havde skrevet, at jeg gik til gymnastik, dansede godt og kunne spille perkussion. Men jeg var ikke at finde under hverken ’musik’, ’dans’ eller ’skuespil’ – jeg var under det, der hed ’juniorfestival gruppe’. Hoveddanserinderne, der skulle være med i alle scener,” siger Katrine og husker tilbage på den dag, da hun pludselig stod som den yngste blandt en masse gymnasieelever.

”Det var megasjovt. Sindssygt sjovt! Og fedt at jeg kunne lave gymnastik samtidig. På mange måder var ’Elverfolket’ et kulturchok for mig. Fællesskabet var helt fantastisk. Jeg sugede det hele til mig,” siger hun og fortæller, at hun fik nogle af sit livs bedste venner under opførslen af ’Fame – the musical’.

Hooked på drama

Oplevelsen på ’Elverfolket’ blev startskuddet på en hel masse drama for Katrine. Efter 9. klasse tog hun på Gymnastik-efterskolen Stevns, tog til audition og kom ind på Holbæk Drama College: et scenekunst-tilbud under Stenhus Gymnasium.

”Det var den vigtigste prøve, jeg nogensinde har taget. Gennemførte jeg ikke den, vidste jeg ikke, om jeg overhovedet ville vælge gymnasiet,” siger Katrine og priser sig lykkelig for, at hun rent faktisk kom ind og blev en del af de blot otte unge per årgang, der får lov til at fokusere målrettet på skuespil, kunst, kultur og egen identitet.

”Indtil da havde jeg boet i Jyderup, men nu flyttede jeg til Holbæk. Jeg flyttede ind på Stenhus Kostskole, der ligger 500 meter fra gymnasiet, og min mor bakkede mig op hele vejen,” siger hun og husker tilbage på nogle intense år med fokus på, hvordan man står rigtigt på en scene, hvordan man bruger sin stemme og vejrtrækning, og hvor vigtigt det er at kende sig selv – at turde slippe kontrollen –, hvis man vil være skuespiller.

Slip kontrollen, Katrine

Alt skuespillerarbejdet fik Katrine til at gå ud af gymnasiet i sommeren 2019 med en bevidsthed om, at hun var landet på den helt rette hylde. At hun skulle tage sit talent for skuespil alvorligt, og at hun skulle bruge endnu mere energi på skuespillerfaget.

Derfor tog hun på Teaterhøjskolen Rødkilde på Møn – et sted hvor der bevidst bliver arbejdet med at slippe kontrollen, at gå ind i alle de forskellige bokse og kamre i én selv – at ’give slip’ samtidig med, at man holder fodfæstet.

Og det viste sig ikke at være helt så nemt, som det måske lyder.

Det er virkelig svært at slippe kontrollen. Svært at vælte sig i følelser og bare smide hæmningerne væk. Jeg har ikke så mange grænser længere, men det hér med at føle sig sårbar på en scene. At være ’nøgen’ og ’ærlig’. At give af sig selv og glemme, hvad man har med sig i tasken. Det er noget, jeg konstant skal arbejde med.

Ikke bare et sabbatår

For Katrine Kraul Ibsen er det vigtigt at være en del af en kommune, der gerne vil de unge, kulturen og skuespillet.

”Vi er blevet udråbt til talentkommune sidste år. Jeg kan virkelig mærke, at Holbæk er en by, der passer til de værdier, jeg har. Det er den, der har fået sat Drama College op, og det er helt sindssygt, hvad det har givet mig. Det var superstruktureret, meget professionelt og så har det vist mig, hvad faget i virkeligheden er,” siger hun og understreger, at det er hendes kreative tilgang til gymnasietiden, der har sat hende på sporet af det, hun vil med sit liv – og at det langt fra ’bare’ er et sabbatår, hun har tilbragt på Teaterhøjskolen Rødkilde.

”Til at begynde med tænkte min familie nok ’lad dog barnet’. Jeg havde jo taget min eksamen på gymnasiet med et fint snit. Men jeg føler alligevel at jeg er nødt til at fortælle dem alle, at det hér altså er mit liv, jeg er i gang med at køre. Det er ikke bare en overgang,” siger Katrine, der dog sagtens kan forstå sin families bekymring og behov for at give hende trygge rammer.

Masser af livsgnist

”Det er selvfølgelig en forældrebekymring, der skal være der. Jeg går jo ud i en usikker og ustabil fremtid, og det er min mors pligt at være bekymret. Hun vil jo gerne give mig det bedste – en god uddannelse, et godt job og et barn. Alt det der hører til hendes version af et godt liv,” siger Katrine og rynker brynene.

For morens drøm er ikke nødvendigvis hendes. Hun har brug for at udforske det liv, hun har fået – og gøre det, hun har lyst til.

”Jeg har som sådan ikke nogen plan. Jeg ser, hvad der kommer og hvad, der byder sig. Lige nu har jeg tre job at se frem til: ”Bryghuset/Restaurant nr. 5”, ”Holbæk Teater” og ”Aprilfestivalen” her i byen,” siger hun og smiler stort, før hun fortsætter:

”Min store drøm er at komme ind på Statens Scenekunstskole – det er vejen frem, hvis man vil noget med skuespillet i Danmark. Men der er jo også mange andre måder at arbejde med kunsten på. Der er børneteater, turnéteatret, det klassiske teater, interaktion... Det er ikke sort og hvidt – det har jeg lært nu... og så venter jeg med at spå om fremtiden.”