Spring til indhold

Folkeskolerne i Holbæk Kommune får lokale navne

PRESSEMEDDELELSE | Når eleverne møder ind efter efterårsferien, bliver det til skoleafdelinger med lokale navne.
11.10.2019

Navneændringen tager udgangspunkt i et ønske om at styrke skolernes særkende og lokale tilhørsforhold. Konkret betyder det for eksempel, at ’Katrinedalskolen, afdeling Tuse’, som skoleafdelingen hedder i dag, fra mandag d. 21. oktober vil hedde ’Tuse Skole, område Katrinedal’. Dermed kommer det lokale stednavn meget mere i fokus.

De ændrede navne er besluttet på baggrund af en række anbefalinger fra Udvalget for Børn og Skole, der tidligere på året har arbejdet intenst med dagtilbuds- og skoleområdet gennem dialogmøder med forældrebestyrelser og skolebestyrelser, samt anbefalinger fra Projektudvalget for Afbureaukratisering og Decentralisering.

Og det glæder formanden for Udvalget for Børn og Skole, at anbefalingerne nu løbende bliver realiseret.

”Vi har brug at styrke dagtilbuds- og skoleområdet over hele Holbæk Kommune. Og ét af tiltagene er at ændre skolenavnene. Det har været en god proces med lokal inddragelse, og de ændrede navne er derfor valgt med afsæt i, hvad der betyder noget for lokalområdet. Dermed tages der hul på arbejdet med at tydeliggøre netop de enkelte skoleafdelingers særlige styrker og kvaliteter. Og jeg har en tro på, at dette bestemt er et skridt i den helt rigtige retning. Samtidig har forældrebestyrelser og skolebestyrelser anbefalet at bibeholde den nuværende struktur af hensyn til stabilitet, styring og mulighederne for at holde fokus på udvikling af børns læring og trivsel. Det er en anbefaling, som vi efterkommer,” fortæller Susanne Utoft, formand for Udvalget for Børn og Skole.

De ændrede skolenavne kommer til at være:

Kildedamsskolen

  • Tølløse Skole, område Kildedam
  • St. Merløse Skole, område Kildedam
  • Ugerløse Skole, område Kildedam
  • Stestrup Skole, område Kildedam
  • Vipperød Skole, område Kildedam
  • Ågerup Skole, område Kildedam

Skovvejens Skole

  • Nr. Jernløse Skole, område Skovvejen
  • Knabstrup Skole, område Skovvejen
  • Jyderup Skole, område Skovvejen
  • Kildebjergskolen, område Skovvejen
  • Undløse skole, område Skovvejen

Holbæk By Skole

  • Bjergmarkskolen, område Holbæk By
  • Absalonskolen, område Holbæk By
  • Orø Børnehus og Skole, område Holbæk By

Katrinedalskolen

  • Gislinge Skole, område Katrinedal
  • Tuse Skole, område Katrinedal
  • Udby Skole, område Katrinedal
  • Svinninge Skole, område Katrinedal

Flere tiltag skal styrke den lokale forankring

De nye tiltag bygger på en række dialogmøder med forældre, forældre- og skolebestyrelser, områdeledelser og fællestillidsrepræsentanter samt arbejdspladsvurdering og trivselsmåling blandt alle medarbejdere på dagtilbuds- og skoleområdet. Desuden har Projektudvalget for Afbureaukratisering og Decentralisering gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt kommunens lokalfora og gennemført workshops med ledelse og medarbejdere på skoleområdet. Projektudvalget er på den baggrund kommet med anbefalinger, der skal styrke nærledelse på skoleområdet, hvilke også har indgået i Udvalget for Børn og Skoles materiale.

De konkrete tiltag er:

  • Styrkelse af nærledelsen: Der skal på hver skoleafdeling og børnehus være en daglig leder, som er med til at tegne skolens eller børnehusets særlige kvaliteter, styrker og kultur.
  • Styrkelse af de lokale børnehuses og skolers særkende: En forenkling af navnene på de enkelte skoleafdelinger, fx ”Tuse Skole, område Katrinedal” i stedet for som nu, ”Katrinedalskolen, afdeling Tuse” samt arbejde med at synliggøre områdets børnehuse og skoleafdelingernes kvaliteter og styrker.
  • Styrkelse af forældre- og elevindflydelse: Styrkelse af elevrådsarbejdet og elevindflydelsen i kommunens folkeskoler samt aftale for, hvordan man lokalt bedst kan styrke den lokale forældreindflydelse.
  • Styrkelse af medarbejderindflydelse: De lokale TRIOers roller og lokale medarbejderindflydelse styrkes.
  • Ny tildelingsmodel, økonomisk bæredygtighed og budgetfordelingen mellem skolerne: Ny tildelingsmodel på skoleområdet, hvor især de små skoleafdelingers sårbarhed overfor udsving i elevtal håndteres samt en ny styringsmodel for specialundervisningen.


Feedback

Sidst opdateret

08.06.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin